Til forsiden
>> Den 5. juli 2010

Kan vi arbejde en time mere om ugen?

Af Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn

 

 

I den politiske debat spekuleres der på, om holdbarheden i S og SF udspillet ”Fair Løsning” er reel og om der tilvejebringes en forbedring af samfundsøkonomien på 15 mia. kr.

 

Udspillet bygger bl.a. på, at arbejdsmarkedets parter, i trepartsforhandlinger med en kommende S, SF regering, vil indgå i forhandling om at øge arbejdsudbuddet svarende til, at der arbejdes 12 minutter mere om dagen.

 

LO har som fællesorganisation, givet deres tilsagn til, at de igennem trepartsforhandlinger vil arbejde for, at der kan opnås et resultat der øger arbejdsudbuddet svarende til en time mere om ugen.

 

Pressen og herunder især den borgerlige presse forsøger at sætte spørgsmålstegn ved om det er realistisk og derved om S, SF planen holder. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har allerede på forhånd afvist udspillet.

 

Det er ikke en overraskende melding fra regeringstoppen, og en regering, som igennem de seneste 10 år har mishandlet partssystemet og gennemført en lønmodtagerfjendtlig politik. Jeg ser S, SF udspillet som et klart signal om, at partierne respekterer partssystemet og tager lønmodtagerne alvorligt, i deres forslag, til løsning af den finansielle krise. Det er det modsatte af, hvad den borgerlige regering har gjort.

 

Det kan godt være, at man ikke kan løse spørgsmålet om merarbejde gennem forhøjelse af den overenskomstmæssige arbejdstid. Men der er et utal af andre reguleringsmekanismer, der kan give det samme resultat og som kan opnås gennem kollektive eller individuelle aftaler på arbejdsmarkedet.

 

Med en forestående halvering af arbejdsstyrken, er det ikke længere et spørgsmål, om vi kan arbejde mere?


Hvis vi ønsker at fastholde et velfungerende velfærdssamfund, er det mere et spørgsmål om hvordan vi sikrer flere hænder, der arbejder mere. Til løsning af den problemstilling vil lønmodtagerne gerne tage et medansvar. Men der skal være sikkerhed for, at den merværdi der skabes i samfundet gennem en øget arbejdsindsats og en øget vækst, fordeles ligeligt og ikke kun udloddes som skattelettelser til de mest velhavende.

 

S og SF har i deres udspil peget på, at de er parat til at udvikle det danske samfund i en mere retfærdig retning samt fastholde den grundlæggende velfærd. Derfor er der ikke noget unaturligt i den reaktion, der er kommet fra LO. Fagbevægelsen ønsker en udvikling der bygger på vækst og fremgang og ikke på nedskæringer der rammer socialt skævt.   

Skriv en kommentar

 
 


Kommentarer (2)

  • Der er stor lønspredning hos LO's medlemmer (7-07-2010 | 10:28)
    Ville ønske at LO kunne indse at mange af deres medlemmer betaler topskat og gerne vil have den væk...
  • Mere arbejde (10-07-2010 | 11:47)
    Jeg er enig i at topskatten bør afskaffes, derfor bliver vi også nødsaget til at se hvordan vi øger arbejdet. Ellers stemmer regneskabet ikke