>> Den 29. juli 2010
Tåbeligt at spare på arbejdsmedicinsk Klinik
Af Peter Kay Mortensen, formand for LO Storkøbenhavn og medlem af regionsrådet for region Hovedstaden
Der har i pressen været debat om besparelser på Arbejdsmedicinsk Klinik i Hovedstadsregionen. Nu er der ikke taget politisk stilling til de forslag, til besparelser, som Regionsrådet har bedt regionens virksomheder om at fremkomme med. Det er en politisk opgave at prioritere de enkelte forslag.
I forhold til Arbejdsmedicinsk Klinik ville det være tåbeligt, at gennemføre besparelser. Det arbejde der gennemføres på Arbejdsmedicinsk Klinik består jo netop at forske i arbejdsmiljøet, med det formål at opdage hvilke konsekvenser arbejdsmiljøet har for den enkelte lønmodtager og eventuelt sikre en effektiv behandling, som kan fastholde lønmodtagerne på arbejdsmarkedet.
Bl.a. på stress området har Arbejdsmedicinsk Klinik i Hovedstadsregionen sat dagsorden i den udredning der skal til for at finde årsagerne til stress betonede arbejdsrelationer.
Det er også Arbejdsmedicinsk Klinik der hjælper lønmodtagere til at blive afklaret om deres sygdomme er arbejdsrelateret og derved om de er erstatningsberettiget i henhold til erhvervsskadelovgivningen. Hvis man gennemfører en almindelig cost-benefit analyse, så ville det nærmere tale for at man skulle øge bevillingen til det arbejdsmedicinske område, med det formål at få færre udgifter på behandlingsområdet på sigt.
Derfor ville det være tåbeligt at gennemføre besparelser på dette område. Arbejdsmedicinsk Klinik holder til på Bispebjerg Hospital og har en satellit funktion i Glostrup og i Hillerød. Samtidig har de et tæt samarbejde med giftklinikken på Bispebjerg samt med Center for Arbejdsmarkedsfastholdelse.
Med de mange ændringer der er i arbejdsfunktionerne på det danske arbejdsmarked, er der behov for en øgning af forskningen på området. Der er stadigvæk fuld fart på med nye teknologier og med den nye udvikling indenfor nanoteknologi er der brug for løbende forskning i arbejdsmiljøet og arbejdsrelaterede sygdomme, så besparelser er der ikke brug for.
|